Villagg Tal Fanal er et lejlighedskompleks der henvender sig til gæster, der ønsker meget plads og ro omkring sin ferie.
Værelserne er store og komfortable. Køkkenet har ikke det store udbud af remedier, men der er nok til, at man kan lave den mad, man ønsker. Hver lejlighed har en stor terrasse med tørrestativ.
Der gøres ikke rent under opholdet og der skiftes ikke håndklæder. Der er en manager til stede hver formiddag og han er meget hjælpsom, hvis man har spørgsmål eller mangler en bil.
Poolen er ikke så stor, men ok. Desværre gøres der ikke meget rent omkring poolen og da der er mange blomstrende træer på Tal Fanal, betyder det, at der blæser en del blade og lignende ned i poolen. Der er redskaber til gæsternes rådighed, så man selv kan rengøre poolen, hvis man ikke er tilfreds.
Et ophold på Tal Fanal kræver, at man er indstillet på, at der ikke er et bymiljø i nærheden. Der er 20 minutters gang til købmanden. Hun har til gengæld et flot udvalg af varer. Ønsker man at spise ude, skal man til nabobyerne for at finde restauranter. La Stanza i Victoria er et dejligt sted - bestil bord i højsæsonen.
Det kan anbefales at leje en bil. Undersøg priserne hjemmefra og lej inden ankomst. Personalet på Tal Fanal hjælper gerne, men det er ikke billigste løsning.
Bestiller man transfer hjemmefra gennem hotellet eller bil gennem personalet på hotellet, så gem bekræftelsesmail, kvitteringer og lignende. De er meget ærlige folk, men kommunikationen og hurtig betaling mellem eks. taxa, biludlejer og manager kan svipse og så opstår der hurtigt misforståelser!
Rejser man til Gozo i juli kan man opleve øen i feststemning. Hver weekend er der religiøse fejringer i de små og større byer på øen. Byerne klæder sig på skift i smukke farver og religiøse bannere. Der fyres fyrværkeri af i stort omfang. Det kan anbefales at deltage - men tag ørepropper med, da der skydes kanonslag af næsten hver nat og det kan høres på hele øen...
Har man unge teenagere, der gerne vil shoppe og ud at feste, er Gozo ikke stedet. Der er butikker i Victoria, men ikke mange. Priserne ligger i den høje ende i forhold til mange andre feriesteder.
Villagg Tal Fanal anbefales til børnefamilier og voksne, der ønsker en selvstændig ferie uden alt for meget charterstøj ind over.